Tandpleje bør være en del af den offentlige velfærd. Det mener SF’s sundhedsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt, der mandag besøger en tandklinik i Aabenraa for at sætte fokus på ulighed i tandsundhed.
Sammen med Michael Christensen fra SF, der er byrådsmedlem i Aabenraa Kommune og medlem af Sundhedsråd Sønderjylland, besøger hun Kongehøjklinikken i Aabenraa. Her skal de mødes med tandlæger og medarbejdere for at høre om de udfordringer, de oplever i hverdagen.
Ifølge SF-politikeren er der i dag mange danskere, som udskyder tandbehandlinger af økonomiske årsager.
»Tænderne er en del af kroppen. Derfor giver det ikke mening, at tandpleje i så høj grad afhænger af pengepungen. Sundhed må ikke være et spørgsmål om, hvad der står på ens konto,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Ny forskning fra Københavns Universitet peger samtidig på, at dårlig tandsundhed kan have betydning for helbredet senere i livet. Her viser undersøgelser blandt andet, at børn med dårlig tandsundhed har markant højere risiko for hjerte-kar-sygdomme senere i livet. Samtidig kan regelmæssige tandlægebesøg og god tandpleje være med til at reducere risikoen for alvorlige sygdomme.
Ifølge Karina Lorentzen betyder den nuværende ordning, hvor voksne selv betaler en stor del af tandlægeregningen, at der opstår ulighed i sundhed.
»Mange helt almindelige mennesker udskyder eller dropper tandbehandling, fordi de ikke har råd. Det betyder, at problemerne vokser sig større og det har konsekvenser for den enkelte og deres sundhed. Det skal vi ændre på,« siger hun.
Besøget skal også give politikerne mulighed for at høre direkte fra dem, der arbejder med patienterne til daglig.
»Det er vigtigt, at vi lytter til dem, der møder borgerne hver dag. De ved bedre end nogen andre, hvad konsekvenserne er, når folk ikke har råd til at gå til tandlæge,« siger Michael Christensen.
Besøget finder sted på Kongehøjklinikken i Aabenraa mandag den 9. marts klokken 12.00 til 13.00.





