Der findes år, der begynder med et løfte. Og så findes der år, der begynder med et krav. 2026 ligner det sidste.
Ikke et krav om optimisme. Heller ikke et krav om pessimisme. Men et krav om opmærksomhed.
Vi lever i en tid, hvor det føles, som om verden hele tiden er på kanten. Som om noget afgørende er ved at gå i stykker – demokratiet, klimaet, fællesskabet, sandheden. Følelsen er reel. Men følelsen er ikke hele sandheden.
Hvis man, som Hans Rosling insisterede på, tager tallene alvorligt, ser man noget mere besværligt – og mere interessant – end fortællingen om sammenbrud. Man ser en verden, der på samme tid har løftet milliarder af mennesker ud af nød og skabt nye, dybe spændinger. En verden, der har fået mere viden, mere sundhed og længere liv – men også mere støj, mere tempo og mindre tålmodighed.
Det paradoks er ikke en fejl i systemet. Det er selve systemet.
Fremskridt føles ikke som fremskridt, når de ikke fordeles lige. Når nogle oplever fremgang som tab. Når forandringer går hurtigere, end mennesker kan følge med. Det er dér, afmagten opstår. Og det er dér, de simple forklaringer får fat.
Derfor er 2026 ikke et år, hvor vi har brug for flere råb. Vi har brug for bedre samtaler. Samtaler, der kan rumme, at noget faktisk går den rigtige vej – uden at lukke øjnene for det, der gør ondt. Samtaler, hvor fakta ikke bruges som våben, men som fælles grund.
Det gælder også herhjemme. I det nære. I de byer og lokalsamfund, hvor tillid ikke er en abstraktion, men noget man mærker – eller savner – i hverdagen.
At insistere på nuancer er ikke svaghed. Det er en demokratisk dyd.
2026 bliver ikke let. Men det kan blive et år, hvor vi igen tør tænke lidt langsommere, lytte lidt mere og handle lidt klogere.
Nogle dage føles tunge og slæber sig af sted, andre er legende lette og forbi, nærmest før de begyndte. Tilværelsens toneart og tempo bølger op og ned.
Livets vekslen er livets lod.
Det oplever vi alle over tid – også i år.
Tag nu bare det at være forældre. Dronning Mary og jeg nyder at se vores børn vokse, finde deres ben og tage tilløb til at flyve fra reden. Samtidig er tanken om at give slip vemodig.
I år fyldte Prinsesse Isabella 18 år. Tænk engang.
Dagene med små børn kan af og til virke lange. Men pludselig er de ovre, og børnene er store, før vi ved det. På vej ud i verden.
En verden af muligheder – men også udfordringer. Nogle større, end vi bryder os om.
Antallet af krige er højt. En af dem foregår tæt på os. Bare et par tusinde kilometer fra Danmark kæmper ukrainerne for deres frihed. I snart fire år har de holdt ud, holdt stand og holdt fast i deres ret til at eksistere som et frit og uafhængigt land.
Krigen bringer smerte og ulykke til ukrainerne og spreder usikkerhed og utryghed i Europa. Kampene hærger på ukrainsk jord, men handler om retten til sikkerhed, selvstændighed og suverænitet – på vores kontinent og længere endnu, for noget fundamentalt er på spil.
Ukrainerne har aldrig ønsket krig, derfor fortjener de fred.
Herhjemme har freden været hverdag i årtier. De fleste af os har aldrig prøvet andet. Heldigvis. Dem, der oplevede befrielsen for 80 år siden, er blevet færre. Førstehåndsberetninger er blevet til andenhånds.
Vi har følt os trygge så længe, at vi nær har glemt, at det kan være anderledes.
For andre har fortidens skygger endnu ikke fortonet sig. Finland er med sin barske historie et eksempel på et land, der formår at have det værst tænkelige in mente uden at sætte livet i parentes. For finnerne er truslen fra øst aldrig klinget af. De lever med den, men ligger ikke under for den. Det mærkede Dronning Mary og jeg tydeligt, da vi besøgte Finland tidligere i år.
I Letland er freden stadig ung og var helt ny, da jeg som studerende besøgte landet første gang i foråret 1992. 50 års besættelse sætter sig i et folk, og deres virkelighed satte min egen i perspektiv. I Letland fornemmede jeg, hvad det vil sige, når frihed ikke er en selvfølge.
En fornemmelse, som nu også rører på sig herhjemme. For noget er under forandring. Ikke alle vil os det godt. Og i gråzonen mellem fred og ufred forsøger anonyme angreb at skabe uro, så splid og skræmme os.
Det kan være hjemmesider, der pludselig går ned. Det kan være vildledende videoer, der spreder mistillid. Det kan være droner, der dukker op på himlen som diffuse varsler.
Hvad bliver det næste? tænker vi.
At slukke for nyhedsstrømmen kan virke som en udvej – mange har nok haft trangen – men det er en stakket trøst. Virkeligheden sker, om vi ænser den eller ej.
Kunsten er at følge med uden at lade frygten løbe af med os. Være opmærksomme uden at danse efter de forkertes pibe. Forhindre at lus får lov til at sætte sig i skindpelsen.
Det er vi heldigvis gode til herhjemme.
Vi har en stærk forståelse af, hvem vi er som folk, og hvad vi står på som nation. Vi orienterer os og tænker gerne selv. Vi stoler på hinanden og giver velvilligt en hånd med. Vi kender vores værd uden at være os selv nok.
Vores største styrke er at stå sammen – i Kongeriget Danmark, i Europa og i NATO.
En talemåde lyder, at man skal forberede sig på det værste og håbe på det bedste. I forsvaret er det ikke bare noget, man siger, men noget man gør. Det mærkede Dronning Mary og jeg i praksis, da vi under vores besøg i Letland i år hilste på den danske kampbataljon i Camp Valdemar.
Sammen med vores allierede i NATO varetager de vores fælles forsvar for fred i Østersøregionen ved både at sætte barren højt og holde modet oppe.
Jeg vil gerne takke vores udsendte, der stiller op på vores vegne – og deres nærmeste, der må undvære dem imens. Jeg vil gerne takke alle, der passer på vores land – ikke mindst politiet, beredskabet og forsvaret.
I samme ånd – og som far – vil jeg gerne sende en nytårshilsen til vores værnepligtige. Tak for, at I stempler ind og tager en tørn for fællesskabet. Jeg håber, at I – som Kronprinsen for nylig og jeg selv i sin tid – vokser gennem den tillid, I får og viser andre.
I er forsvarets fundament, som fremover bliver styrket – både hvad angår varighed, og hvad angår mandskab.
Værneret er blevet til værnepligt for alle i Danmark, og i Grønland strømmer grønlandske unge til den nye arktiske basisuddannelse i Kangerlussuaq. Det betyder et mere mangfoldigt og dermed stærkere forsvar.
I virkeligheden har ”pligten til at værne” hverken alder eller udløb. Vi er alle forpligtet til at tage vare på vores land, og vi har et moralsk og menneskeligt ansvar over for hinanden. Den pligt trækker ingen frinummer fra.
Vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. Dén næste, som både er dem, vi har valgt til i livet, og dem, vi har forbigået eller taget afstand fra. Deri ligger udfordringen.
Vores opgave er at forsøge at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært.
I foråret havde jeg den store glæde at være tilbage i Grønland, og endnu en gang blev jeg mødt af overvældende varme og venlighed. Det var og er en turbulent tid. Trods det vakler grønlænderne ikke, men står imod med styrke og stolthed. De skaber samhørighed indadtil og respekt udadtil og cementerer fortællingen om det stærke folk i Arktis.
I forsommeren blev det endelig tid til at besøge Færøerne. Forventningens glæde havde vokset sig stor og blev til fulde indfriet, da Dronning Mary og jeg sammen med Prinsesse Josephine satte fod på færøsk grund.
Fra luften, fra jorden og fra havet strakte den nærmest overjordiske skønhed sig så langt øjet rakte – og tågen tillod. Overalt, hvor vi kom i det dybgrønne, bakkede og barske landskab, strømmede den velkendte færøske gæstfrihed os i møde. Også på dansegulvet. For når færinger danser kædedans, er der altid plads til en mere.
Fællesskaber kommer i mange varianter, og den traditionelle dans har den fordel, at den blot tager en ny form, når flere støder til. Det kan synes som en lille gestus, men for ham eller hende, der står udenfor, kan det betyde alverden, at kredsen ikke tøver med at åbne sig.
Det gælder i dansen og i det meste andet her i livet.
Jeg vil gerne takke alle på Færøerne og i Grønland for endnu en gang at tage så hjerteligt imod min familie og mig.
På Dronning Marys og mine vegne vil jeg i det hele taget gerne sende en varm tak til de mange, der har gjort sig umage for vores skyld i årets løb. Vi ved, at der ligger meget forberedelse forud for vores besøg – uanset om der skal lægges løberuter rundt i byen eller gøres plads til Dannebrog i havnen.
Hvor end vi er kommet frem, har vi nydt den blomstrende lokalkolorit. Hver by sit særkende. Hver egn sin charme. Hver kant sin kunnen.
Mange steder støder vi på stolte gamle håndværkstraditioner. Overleveret og finpudset gennem generationer. Glaspusteri i Sæby, fritidsfiskeri i Vorupør, tangtagdækning på Læsø.
Håndens arbejde er blevet forædlet i århundreder og har været levebrød for mange lige så længe.
Også i dag er der rift om folk, der har hænderne godt skruet på. Tidligere i år mødte jeg Augusta, Casper, Niels, Sofie og Magnus, der om nogen lever op til den beskrivelse. Alle fem stillede op til europamesterskabet for unge lærlinge og faglærte i Herning.
Deres fag var vidt forskellige, men ambitionen om at levere håndværk på allerøverste hylde havde de til fælles. Danmark endte med at høste et hav af medaljer, hvilket ikke bare er imponerende, men også en vigtig inspiration for andre håndværksaspiranter.
Unge lærlinge og faglærte kan udrette underværker med deres hænder, så selvfølgelig skal de ikke kun gå til hånde, men tage fra med sikker hånd på de arbejdspladser, som er heldige at have dem.
Det tjener os alle, når unge vælger et håndværk. Vi har brug for flere, der kan bruge både hovedet og hænderne.
I dag, hvor mængder af information er et klik væk, og mange opgaver kan løses øjeblikkeligt med den rette kommando, er håndværk i høj kurs. Et godt håndelag kommer ikke af sig selv, det kræver tid og flid, og det er vel i virkeligheden stadig vejen til de fleste færdigheder.
Livets vekslen er vores lod.
Om du er født her eller er kommet hertil, om du bor her eller er dansker i udlandet, så er det ens for os alle. Tilværelsens omskiftelighed er et vilkår – og kan samtidig være en vej til taknemmelighed.
Det, vi sætter pris på, træder tydeligere frem, når vi sommetider må undvære det. At det, der er os givet, bliver mindre givet, gør, at vi forstår at værdsætte det mere.
Sorger og glæder. Medgang og modgang. Solskin og skyer. De følges ad. Ingen kan få det ene uden det andet.
Måske godt det samme. For forårets komme er forunderligt, netop fordi vi møder det med vinterens kulde i kroppen.
Vejdirektoratet advarer onsdag morgen den 31. december om pletvis isglatte veje i dele af Trekantområdet og på Fyn. Især i Kolding, Odense og Faaborg-Midtfyn Kommuner kan der være glat på udsatte strækninger.
Bilister skal være ekstra opmærksomme onsdag morgen. Ifølge Vejdirektoratet er der flere steder meldinger om sne- og isglatte veje i det syd- og østlige Danmark.
I Kolding Kommune meldes der direkte om isglatte veje. Her er der foretaget saltning på både vejklasse 1 og 3 omkring klokken 07.00, men der advares fortsat om isglat føre på flere strækninger. Vejklasse 2 betegnes ligeledes som isglat.
Også i OdenseKommune er der pletvis glatte veje. Her er der foretaget saltning flere steder i løbet af natten og morgenen, men Vejdirektoratet oplyser, at der fortsat kan være glat på udsatte strækninger – særligt på mindre veje, broer og steder med skygge.
I Faaborg-MidtfynKommune lyder meldingen på pletvis isglatte veje. På statsvejene er der ingen aktuel melding om kritiske forhold, men på de kommunale veje i vejklasse 3 advares der om glat føre på udsatte steder.
Når kalenderen skifter, gør virkeligheden det ikke af sig selv. Et nyt år er ikke en nulstilling. Det er en forpligtelse. Og indgangen til dette år rummer noget sjældent: et folketingsår, nye byråd og dermed nye muligheder for at sætte retning – lokalt og nationalt.
Det forpligter alle.
For borgerne har gjort deres. De har stemt. De har peget. De har givet et mandat. Nu er det politikernes tur til at vise, hvad de vil bruge det til.
Nye byråd betyder ikke automatisk fornyelse. Nye ansigter er ikke i sig selv nye løsninger. Forandring kræver mere end konstitueringer og erklæringer. Den kræver prioriteringer, åbenhed og mod til at vælge – også når valgene er svære.
Mulighederne er der. Spørgsmålet er, om de bliver brugt.
I et folketingsår vil meget handle om tempo, dagsordener og synlighed. Det nationale fylder – og kommer til at fylde mere. Netop derfor er det afgørende, at det lokale ikke bliver overskygget. For hverdagen leves lokalt. Det er her, skolerne fungerer – eller ikke gør. Det er her, ældreplejen mærkes. Det er her, byrum skabes, virksomheder træffer beslutninger, og fællesskaber vokser eller forsvinder.
Nye byråd har en særlig mulighed i begyndelsen af en periode: at sætte standarden. For tonen. For åbenheden. For samarbejdet. For den måde, uenighed håndteres på. Det er nu, kulturen formes. Ikke i festtaler, men i praksis.
Samarbejde er en styrke, når det har retning. Enighed er værdifuld, når den er ærlig. Men konsensus uden ambition bliver hurtigt til stilstand. Et bredt flertal fritager ikke for ansvar – det fordobler det. Når mange står sammen, er der ingen undskyldninger.
Borgerne forventer mere end budskaber. De forventer substans. De forventer, at løfter bliver til handling, og at handlinger kan forklares. Gennemsigtighed er ikke et slogan; det er en arbejdsmåde. Åbenhed er ikke noget, man siger; det er noget, man gør.
Det gælder også medierne. I et år med mange valg og stærke følelser er behovet for nøgtern, vedholdende og lokal journalistik større end nogensinde. At stille spørgsmål er ikke at skabe uro. Det er at vedligeholde demokratiet. Tavshed er ikke ro. Det er fravær af svar.
Nye veje kræver mod. Mod til at prioritere. Mod til at sige nej. Mod til at stå ved beslutninger – også når de ikke er populære. Mod til at invitere kritik ind, før den banker på døren. Og mod til at erkende fejl og justere kursen.
Der er ingen garanti for succes. Men der er en klar sammenhæng: Når beslutninger forklares, stiger tilliden. Når retning meldes ud, følger engagement. Når ansvar tages, vokser fællesskabet.
Dette år kan blive året, hvor mulighederne blev brugt. Hvor nye byråd viste, at forandring ikke handler om tempo, men om kvalitet. Hvor et folketingsår ikke overdøvede det lokale, men skærpede det. Hvor nye veje blev valgt – ikke for syns skyld, men for byernes fremtid.
Et nyt år giver ikke svarene. Men det giver chancen for at finde dem. Sammen.
Efter et år præget af politisk drama, store projekter og et opsigtsvækkende magtskifte i Middelfart sætter Johannes Lundsfryd Jensen nu ord på sin situation. I en længere personlig beretning på sociale medier beskriver den tidligere borgmester både stolthed, vrede og afklaring – og fortæller, at han nu skal finde et nyt arbejdsliv efter mange år i kommunalpolitik.
Lundsfryd Jensen kalder 2025 for et vildt år, afsluttet med det, han betegner som et kup mod lokaldemokratiet. Han lægger ikke skjul på sin frustration over forløbet, hvor partiskift kort efter valget førte til et nyt flertal, og hvor han selv mistede borgmesterposten.
»Jeg er stadig vred over kuppet. Både over at man vil tillade sig at snyde vælgerne ved at skifte parti så kort tid efter et valg, og over at oppositionen ville tage imod hælervaren,« skriver han og tilføjer, at han er pinligt berørt over den omtale, Middelfart Kommune har fået i kølvandet på sagen.
Samtidig gør han det klart, at han ikke er i tvivl om, hvor han selv står.
»Jeg er stolt over den måde, mit parti har håndteret efterdønningerne. Vi møder andre mennesker med rank ryg og har intet at skamme os over,« skriver han.
I opslagene reflekterer Lundsfryd Jensen også over sit arbejdsliv. Han fortæller, at han i mange år har arbejdet mere end 60 timer om ugen – ofte aftener og weekender – og at han nu har brug for tid til at finde ud af, hvordan han vil bruge sine kræfter fremover.
Han har allerede sagt ja til enkelte mindre, afgrænsede opgaver, men understreger, at han ikke kan eller vil træffe forhastede beslutninger.
»Min plan er at arbejde mig ind i mit fremtidige arbejdsliv,« skriver han.
Det står dog klart, at han ønsker at arbejde videre med noget, der giver mening, og som handler om fællesskaber – et gennemgående tema i hans politiske virke.
Selv om afslutningen på borgmesterperioden blev dramatisk, fylder stoltheden over konkrete resultater meget i beretningen. Han fremhæver blandt andet åbningen af Danmarks første nærhospital i Middelfart, moderniseringen af marinaen og udviklingen af KlimaFolkemødet, som han beskriver som sin generations vigtigste samtale om klimahandling.
Han peger også på TRAADEN som et særligt projekt, hvor det lykkedes at skabe et mødested på tværs af generationer – med unge på KABEL29, koncerter og et nyt kulturelt samlingspunkt. Ifølge Lundsfryd Jensen har stedet haft omkring 70.000 besøgende i de første tre måneder.
»Det var stærkt,« skriver han og fortæller, at han sammen med unge kunne tage imod statsministeren på TRAADEN på selve valgdagen.
I sine refleksioner vender Lundsfryd Jensen også blikket udad. Han beskriver en rejse til Ukraine som dybt gribende og skriver, at mødet med krigens ødelæggelser har givet ordet fred en ny dybde for ham.
Samtidig ser han tilbage på sin tid som formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, hvor han oplevede et tæt samarbejde med engagerede aktører på tværs af landet. Han fremhæver, at alle kommuner nu har vedtaget planer for det, han kalder en af danmarkshistoriens største omlægninger af det åbne land – fra marker til natur.
Trods vrede og skuffelse slutter beretningen ikke i bitterhed. Tværtimod beskriver Lundsfryd Jensen en indre kamp for at bevare troen på det bedste i mennesker – en kamp, han mener at have vundet.
»Kampen er slut for nu. Jeg har valgt hellere at være naiv end for kynisk. Det gælder også for fremtiden,« skriver han.
Han understreger, at han er okay, og at han glæder sig til at se frem mod 2026. Afslutningsvis takker han medarbejderne i Middelfart Kommune for samarbejdet og de fællesskaber, han har været en del af.
Aldrig før har danskerne brugt så meget elektricitet som i 2025. Det samlede elforbrug er steget med næsten fem procent på ét år, og ifølge Energinet er det et tydeligt tegn på, at elektrificeringen nu for alvor er ved at tage fart.
Elforbruget i Danmark har i 2025 rundet et historisk højt niveau. Hvor det samlede elforbrug i 2024 lå på knap 37.750 GWh, forventes det i 2025 at lande på lidt over 39.500 GWh – en stigning på næsten fem procent.
Og selv om øget elforbrug umiddelbart kan lyde som en belastning, er det i virkeligheden en positiv historie, mener Energinet. Tallene peger nemlig på, at både private husstande og virksomheder i stigende grad skifter fossile brændsler ud med grøn elektricitet.
»Det er rigtig godt, at elforbruget stiger, fordi vi skal have grøn strøm til at erstatte benzin, diesel, olie, kul og naturgas. Det er et klart tegn på, at elektrificeringen bevæger sig fremad,« siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Energinets Systemansvar.
Elbiler og fjernvarme driver forbruget op
Ifølge Energinet skyldes stigningen især to ting: Et øget elforbrug til produktion af fjernvarme – og et markant løft i det private elforbrug.
Ser man nærmere på døgnets timer, er stigningen særligt tydelig om natten og midt på dagen. Det hænger ifølge Energinet tæt sammen med den hastigt voksende bestand af elbiler, der i høj grad lades op, når elprisen er lav, og der er rigelig grøn strøm fra vind og sol.
Det betyder samtidig, at forbruget i højere grad er fleksibelt og tilpasset elproduktionen – noget, der er helt centralt i den grønne omstilling.
»Elforbruget stiger i de tidsrum, hvor efterspørgslen og priserne typisk er lavest. Det er præcis den type forbrug, der understøtter et grønt energisystem,« lyder det fra Energinet.
Produktionen halter – vinden svigtede i 2025
Selv om elforbruget slår rekord, har produktionen af grøn elektricitet haft et mere ujævnt år. Den samlede produktion fra solceller og vindmøller er i 2025 faldet med omkring 3,5 procent sammenlignet med året før.
Forklaringen skal primært findes i vejret. Vindforholdene har været ringere end normalt, og det har betydet lavere elproduktion fra vindmøller – trods en stort set uændret samlet vindkapacitet.
Til gengæld har solcelleproduktionen sat rekord. I løbet af 2025 er der blevet opsat over 1.000 MW ny solcellekapacitet, men det har ikke været nok til fuldt ud at opveje det lavere vindudbytte.
Energinet forventer dog, at produktionen igen vil stige i de kommende år, efterhånden som både sol- og vindkapaciteten udbygges yderligere.
Mere el kræver mere elnet
Når elforbruget vokser, følger en ny udfordring automatisk med: Behovet for et stærkere og mere omfattende elnet.
»Den afledte effekt af, at elektrificeringen går fremad, er, at vi skal udbygge elnettet i en fart. Det kræver et tæt samarbejde mellem Energinet, distributionsselskaber, aktører og interesseorganisationer,« siger Kim Willerslev Jakobsen.
Energinet har allerede sat gang i en række initiativer, der skal sikre, at udbygningen af elnettet kan følge med efterspørgslen. Blandt andet arbejdes der med at gøre tilslutningsprocesser hurtigere og mere smidige samt fjerne tekniske barrierer for nye elforbrugere og elproducenter.
Loft over tariffer skal give ro til investeringer
For at skubbe yderligere på elektrificeringen har Energinet foreslået et loft over eltariffer frem mod 2030. Målet er at skabe større investeringssikkerhed for virksomheder, der overvejer at skrotte fossile energikilder og i stedet gå over til elektricitet.
Derudover prioriteres nye projekter i højere grad efter modenhed og plads i elnettet, ligesom visse bygherreopgaver fremover kan flyttes fra Energinet til netkunderne for at forkorte sagsbehandlingstiden.
Ifølge Energinet har reaktionerne fra branchen været overvejende positive.
Mere fart i 2026
Hos Energinet ser man de nye tal som et vendepunkt – og forventer, at elektrificeringen vil tage yderligere fart i 2026.
»Vi havde gerne set, at den grønne omstilling var kommet endnu hurtigere i gang tidligere, men tallene for 2025 viser, at vi nu er på vej. Det giver os et godt udgangspunkt for de kommende år,« siger Kim Willerslev Jakobsen.
De endelige, validerede tal for elforbruget i 2025 offentliggøres i anden halvdel af januar 2026.
POLITIK. Regeringens udvidelse af ordningen om straksudsendelse af kriminelle udlændinge har allerede haft mærkbar effekt. Siden udvidelsen trådte i kraft den 15. juni 2025 er 25 kriminelle udlændinge blevet sendt ud af landet, selv om de tidligere ikke ville have været omfattet af ordningen.
Ordningen med straksudsendelse blev indført i 2021 og betyder, at afsoningen af en fængselsstraf kan afbrydes permanent, hvis den dømte i stedet udsendes af Danmark. Afbrydelsen sker først, når udsendelsen med sikkerhed er gennemført. Hvis det ikke lykkes at udsende personen, bliver vedkommende returneret til fængslet for at fortsætte afsoningen.
Siden 2021 er omkring 540 udlændinge blevet udsendt direkte fra fængslet som følge af ordningen. De 25 udsendelser efter juni 2025 skyldes den politiske beslutning om at udvide reglerne, så de nu også omfatter udlændinge, der er idømt en ubetinget fængselsstraf på op til ét år. Tidligere var grænsen kortere fængselsstraffe.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtrykker tilfredshed med udviklingen og siger »Ordningen fungerede rigtig godt, og derfor udvidede vi den. Og nu kan vi se, at endnu flere kriminelle udlændinge bliver sendt hurtigt ud af landet. Det kan alle være glade for. Det er bare endnu et eksempel på, at Danmark for tiden er europamestre i hjemrejsepolitik.«
Tallene viser en stigende brug af straksudsendelser år for år. I 2021 blev 68 personer udsendt, mens tallet i 2024 var steget til 112. I 2025 er der frem til 19. november registreret 193 straksudsendelser.
Muligheden for strafafbrydelse kan dog ikke anvendes i alle sager. Hensynet til retshåndhævelsen eller særlige omstændigheder kan tale imod, blandt andet hvis den dømte er involveret i bandekriminalitet, seksualforbrydelser eller skal vidne i en anden straffesag.
Ordningen administreres af Hjemrejsestyrelsen i samarbejde med politi og anklagemyndighed og er en del af hjemrejseloven, der trådte i kraft den 1. juni 2021.
REGIONEN. Ved årsskiftet træder en ny organisering af psykiatrien i kraft i Region Syddanmark. Her bliver det psykiatriske område organisatorisk integreret og ligestillet med resten af sundhedsvæsenet, så psykisk og fysisk sygdom fremover skal ses og behandles i tættere sammenhæng.
Ændringen er en del af sundhedsstrukturreformen og markerer et opgør med den hidtidige opdeling mellem psykiatri og somatik. Målet er større lighed i sundhed og mere sammenhængende patientforløb, hvor patienter mødes med en samlet indsats på tværs af fagområder.
Med den nye organisering indføres der fælles ledelse på sygehusniveau i Region Syddanmark. Det betyder, at den daglige ledelse på sygehusene får ansvar for både psykiatriske og somatiske udredninger og behandlinger. Ifølge regionen skal det skabe bedre rammer for fælles arbejdsgange, tværfaglige teams og mere smidige overgange mellem specialer, samtidig med at psykiatriens særlige faglighed fastholdes og styrkes.
Samtidig fastholder regionsrådet det overordnede politiske ansvar for psykiatrien. Herfra skal rammerne fastlægges, ressourcerne prioriteres og udviklingen følges tæt, så reformen bidrager til at løfte psykiatrien i tråd med de politiske mål.
Regionsrådsformand Bo Libergren fremhæver, at reformen skal gøre op med en hverdag, hvor psykisk og fysisk sygdom ofte behandles adskilt.
»Mange patienter oplever i dag, at deres psykiske og fysiske sygdom behandles hver for sig. Målet er, at vi med reformen får gjort op med det, så sundhedspersonalet får integreret behandlingen af psykisk og fysisk sygdom, når patienten træder ind på sygehuset. Nu går vi i gang med denne opgave, og så håber jeg vi hurtigt når hen til et sted, hvor sygdom ses i sammenhæng,« siger Bo Libergren.
Sundhedsstrukturreformen supplerer regeringens 10-årsplan for psykiatrien, som danner grundlag for et langsigtet løft af området. Mens 10-årsplanen skal sikre stabile rammer og højere kvalitet, skal reformen skabe de organisatoriske forudsætninger for mere sammenhængende behandling og et stærkere fokus på psykiatrien i hele sundhedsvæsenet.
I Region Syddanmark hænger ændringerne også sammen med regionens psykiatriplan for 2026-2032, som indeholder konkrete tiltag for tidligere og bedre behandling, tættere samarbejde på tværs af sektorer samt øget inddragelse af patienter, pårørende og personale.
For patienterne betyder den nye organisering dog ingen ændringer i hverdagen, når reformen træder i kraft den 1. januar 2026. De skal fortsat møde op til de tider og steder, de allerede er indkaldt til.
DSB melder om systemtekniske fejl og aflyser regionaltog på flere centrale strækninger. Mellem Odense og Fredericia erstattes togene af togbusser, mens passagerer mellem Aarhus og Fredericia må finde alternative tog. Aflysningerne fortsætter søndag.
Der er togrod og togbusser i sigte for rejsende på tværs af Fyn og Trekantområdet denne weekend. DSB har aflyst en lang række regionaltog som følge af systemtekniske fejl – og indsætter i stedet togbusser på flere strækninger.
Mest markant er situationen mellem Odense og Fredericia, hvor der hverken lørdag eller søndag kører regionaltog.
I stedet må passagererne finde plads i togbusser, der kører med fast interval det meste af døgnet.
Togbusser på Vestfyn
Mellem Odense og Fredericia kører togbusser begge dage:
Afgange fra Odense kl. 06:35, 08:35, 10:35, 12:35, 14:35, 16:35, 18:35, 20:35, 22:35 og 00:35, som stopper ved alle stationer. Dog kører 00:35-bussen ikke natten efter søndag.
Afgange kl. 05:40, 07:40, 09:40, 11:40, 13:40, 15:40, 17:40, 19:40, 21:40 og 23:40, som springer Holmstrup, Skalbjerg, Bred og Kauslunde over.
Fra Fredericia gælder tilsvarende mønster – enten med stop ved alle stationer eller med spring over de mindre stationer på Vestfyn.
Også problemer nordpå
Som om det ikke var nok, er der også fuldt stop for regionaltog mellem Aarhus H, Skanderborg og Fredericia både lørdag og søndag.
Her henviser DSB passagererne til InterCity- og InterCityLyntog:
InterCitytog fra Aarhus og Skanderborg mod Fredericia stopper ekstra i Hedensted.
InterCityLyntog fra Fredericia mod Aarhus H stopper også ekstra i Hedensted.
Derudover kører der togbusser mellem Fredericia og Vejle med stop i Brejning og Børkop.
Søndag: Alle regionaltog aflyst
Søndag bliver problemerne endnu større. Her er samtlige regionaltog mellem Odense og Fredericia aflyst hele dagen. Forklaringen er fortsat systemtekniske fejl, oplyser DSB.
InterCity- og InterCityLyntog kører dog efter planen og er ikke berørt af aflysningerne.
DSB opfordrer rejsende til at tjekke rejseplanen inden afgang og forvente længere rejsetid – og en noget mere besværlig tur end normalt.
Store forskelle i effektiviteten betyder, at danske kommuner kan levere markant bedre ældrepleje for de samme penge. En ny analyse fra CEPOS viser et nationalt forbedringspotentiale på op til 4,6 milliarder kroner – samtidig med at kvaliteten kan løftes, ikke sænkes.
Der er et stort, uforløst potentiale i den kommunale ældrepleje. Ikke ved at tilføre flere penge, men ved at bruge de eksisterende midler bedre. Det er hovedkonklusionen i en ny omfattende analyse fra CEPOS, som har gennemgået kommunernes ressourceanvendelse på ældreområdet.
Ifølge analysen kan de mindst effektive kommuner levere mellem 20 og 30 procent mere ældrepleje for de samme penge, hvis de når op på niveau med de mest effektive sammenlignelige kommuner. Samlet set svarer det til et nationalt potentiale på mellem 2,6 og 4,6 milliarder kroner – uden at serviceniveauet forringes.
»Havde mange af kommunerne været private virksomheder, så var de blevet lukket. Forskellene i, hvor meget ældrepleje kommunerne får for pengene, er ganske enkelt for store,« siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Analysen, der dækker årene 2023 og 2024, viser samtidig, at effektivitet og kvalitet ikke står i modsætning til hinanden. Tværtimod.
Kommuner, der leverer mest ældrepleje for pengene, har også en signifikant højere tilfredshed blandt brugerne af ældreplejen. Det gælder både hjemmehjælp, plejehjem og hjemmesygepleje.
»Det er en vigtig pointe, at det her ikke bare handler om at spare på de ældre. Tværtimod viser analysen, at kommuner, der bruger ressourcerne bedst, også har mere tilfredse borgere,« siger Karsten Bo Larsen.
Milliarder i potentiale CEPOS-analysen måler kommunernes produktivitet ved at sammenholde udgifter til ældrepleje med konkrete ydelser som plejehjemspladser, hjemmehjælp, hjemmesygepleje og forebyggelige indlæggelser. Der er taget højde for forskelle i kommunernes befolkningssammensætning og de ældres plejebehov gennem detaljerede individdata fra Danmarks Statistik.
Resultatet er markante forskelle kommunerne imellem. På landsplan vurderes det, at kommunerne i gennemsnit kan reducere udgifterne med 4,6 til 8,3 procent – uden at levere mindre ældrepleje. Alternativt kan kommunerne vælge at bruge effektiviseringsgevinsten på at forbedre kvaliteten.
Ifølge analysen kunne man eksempelvis reducere antallet af forebyggelige indlæggelser blandt ældre med omkring 6.900 årligt, hvis kommunerne udnyttede potentialet fuldt ud.
»Vi kan se, at nogle kommuner er i stand til at levere meget bedre ældrepleje for pengene end andre. Det viser, at der er et betydeligt forbedringspotentiale, som i dag ikke bliver udnyttet,« siger Karsten Bo Larsen.
Aktuel debat om ældreplejen Analysen udkommer i en periode, hvor ældreplejen er under massivt pres. Antallet af ældre stiger markant de kommende år, og samtidig har flere alvorlige sager om omsorgssvigt – blandt andet på københavnske plejehjem – sat fokus på kvaliteten i plejen.
Ifølge CEPOS peger tallene på, at udfordringerne ikke alene handler om mangel på penge, men også om, hvordan pengene anvendes.
Særligt vestjyske og fynske kommuner klarer sig generelt bedre i analysen, mens flere kommuner i hovedstadsområdet og Nordsjælland ligger i den tunge ende, når effektiviteten måles. Det understreger, at forskellene ikke er tilfældige, men strukturelle.
Fem kommuner – Frederikshavn, Vesthimmerland, Herning, Randers og Lejre – fremstår som de hyppigste referencekommuner, som andre kan hente inspiration fra. Omvendt er der kommuner, hvor potentialet for forbedringer er markant større.
Ikke et spareprojekt CEPOS understreger, at analysen ikke skal bruges som en spareøvelse, men som et styringsværktøj. Enten kan kommunerne frigøre midler til andre velfærdsområder – eller også kan de geninvestere effektiviseringsgevinsten direkte i ældreplejen.
»Det afgørende er, at det her handler om at få mere velfærd for pengene. Ikke mindre,« siger Karsten Bo Larsen.
I de kommende artikler dykker vi ned i tallene for de enkelte kommuner og ser nærmere på, hvordan netop din kommune klarer sig i den nye CEPOS-analyse – og hvor stort potentialet er lokalt.
