0.8 C
Copenhagen
fredag 7. februar 2025

DMI varsler risiko for isslag i aften og nat

0

DMI har udsendt en varsling om risiko for isslag, der gælder fra søndag aften til mandag formiddag. Varmfronten, som bevæger sig ind over landet fra sydvest, vil først bringe sne, der gradvist går over i slud og regn. Lokalt kan nedbøren kortvarigt skabe isslag, som glasere overflader og gøre veje og stier spejlglatte.

Samtidig tiltager vinden fra sydøst til let til hård vind, og ved kysterne ventes der stedvis kuling eller stormende kuling. Den kraftige vind kan skabe snefygning i de nordlige egne, inden nedbøren skifter til regn.

Mandag morgen står landet op til overskyet og blæsende vejr med regn mange steder. I Nordjylland kan nedbørsmængder på op til 30 mm i kombination med smeltende sne give risiko for lokale oversvømmelser.

Bilister og fodgængere opfordres til at være ekstra opmærksomme og følge trafikmeldinger, da glatte veje og stormstød kan skabe vanskelige forhold.

Pernille Blume optaget i Sportens Hall of Fame

0

Pernille Blume, der vandt tre olympiske medaljer i svømning, er blevet optaget som medlem nummer 41 i Sportens Hall of Fame.

Ved Sport 2024-showet i Jyske Bank Boxen blev svømmeren Pernille Blume optaget som nyt medlem af dansk idræts fineste selskab, Sportens Hall of Fame. Hun er nu i selskab med koryfæer som Michael Laudrup, Anja Andersen, Tom Kristensen og Paul Elvstrøm.

”Det er en kæmpe ære. Tænk at være en del af sådan et selskab. Det er personligheder, jeg altid har set op til, og tænk at der også er nogen, der ser op til mig. Der følger et stort ansvar med det, for jeg ønsker at være et godt eksempel for den unge generation og vise, at de skal gå efter deres drømme, selvom de kan virke urealistiske,” siger Pernille Blume.

Som 30-årig bliver hun det yngste optagene medlem af Sportens Hall of Fame nogensinde. Alligevel har hun en lang og flot karriere bag sig. Tre OL-medaljer, seks medaljer ved VM og 18 EM-medaljer blev det til, inden hun lagde svømmebrillerne på hylden i slutningen af 2022.

Fra karrierestop til guld

Intet pegede dog i retning af en fremtidig optagelse i Sportens Hall of Fame, da hun med et halvt år til OL i Rio i 2016 stoppede karrieren. Hun kom dog hurtigt på andre tanker og genoptog karrieren en måned senere.

Den 13. august kort inden midnat Rio-tid sprang hun i det olympiske bassin, og godt 24 sekunder senere var hun OL-guldvinder i disciplinen 50 meter fri. En halv time senere vandt hun desuden bronze i holdkappen. Den aften i Rio var højdepunktet i hendes karriere.

”OL er det ultimative. Det er en test af, om man kan klare presset og stadig være tro ved sig selv og sine værdier. Jeg havde det rigtig godt under legene i Rio. Jeg tænkte på de olympiske værdier, og dem kunne jeg stå inde for. De mindede mig om, hvorfor jeg var begyndt med at svømme,” siger Pernille Blume og uddyber:

”Tager du til en udklædningsfest er det sjovest at være udklædt. Sådan havde jeg det også med OL. OL er hård konkurrence, men det er også en fest. Jeg valgte at deltage i festen og nyde legene.”

Skrev dansk idrætshistorie

DIF’s formand, Hans Natorp, er også formand for Sportens Hall of Fame-komitéen. Han glæder sig over at have budt Pernille Blume velkommen som medlem nummer 41.

”Jeg tror, at alle danskere husker Pernilles guldmedalje fra Rio som noget helt specielt. Som et stykke dansk idrætshistorie. Ingen havde regnet med det på forhånd, men Pernille viste alle danskere, at alt er muligt. Efterfølgende beviste hun gang på gang, at hun var en af verdens bedste i en af verdens største idrætter. Derfor er det fuldt fortjent, at hun nu bliver optaget i Sportens Hall of Fame,” siger Hans Natorp.

Taknemmelig for støtte

Pernille Blume var en del af guldalderen i dansk svømning. Hun trænede og konkurrerede sammen med verdensklasseatleter som Lotte Friis (Hall of Fame-medlem), Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Mie Ø. Nielsen.

”Jeg er meget glad og taknemmelig for at have vokset op med dem. I begyndelsen var jeg primært holdkapsvømmer, og de var rollemodeller for mig. Jeg famlede ikke i blinde, for jeg kunne til daglig se, hvordan de greb tingene an, og det lærte jeg enormt meget af. Jeg er virkelig glad for, at jeg var aktiv sammen med dem, og vi sammen skrev en unik historie i dansk svømning,” siger Pernille Blume.

Pernille Blume er med rette stolt af sin karriere. Men hun er også meget bevidst om, at hun ikke var alene om at lykkes.

”Min familie har betydet enormt meget. Særligt min mor, der har været min mentale støtte, men også min far, som tog sig af alt det praktiske, og min bror, som havde en urokkelig tro på mig og altid fik mig til at slappe af.”

”Men også min træner frem mod Rio-legene, Stefan Hansen, har haft en kæmpe betydning. Han tillod, at jeg selv tog styringen, hvilket var ret usædvanligt. Min mentor Ann har også været meget vigtig for mig. Det samme har min agent, Michelle. Mit liv ændrede sig efter Rio, hvor jeg gik fra at være ukendt til at være kendt af alle danskere. Jeg gik fra at bare være Pernille til at være Pernille Blume. Jeg havde svært ved at sige nej til alle forespørgslerne, men her hjalp Michelle mig, så jeg fortsat kunne fokusere på min sport.”

Fakta om Pernille Blume

Født 14. maj 1994

Svømmer

Udvalgte resultater

OL-guld (2016), 2 x OL-bronze (2016, 2021)

6 VM-medaljer: 1 individuel og 5 i holdkap

18 EM-medaljer, 5 individuelle og 13 i holdkap

Medlemmer af Hall of Fame-komitéen

Hans Natorp (formand), formand for DIF

Niels Nygaard, tidligere formand for DIF

Morten Mølholm Hansen, direktør for DIF

Peter Fabrin, direktør for Team Danmark

Jan Jensen, sportskommentator på Ekstra Bladet

Anders Kern Boye, underdirektør i DR

Preben Elkjær, fhv. fodboldspiller

Medlemmer af Sportens Hall of Fame

Pernille Blume, svømmer (optaget 2025)

Lasse Svan, håndboldspiller (optaget 2024)

Caroline Wozniacki, tennisspiller (optaget i 2023)

Sara Slott Petersen, atletikudøver (optaget i 2022)

Rasmus Quist, roer (optaget i 2021)

Mads Rasmussen, roer (2021)

Mikkel Kessler, bokser (2020)

Lotte Friis, svømmer (optaget i 2019)

Tom Kristensen, racerkører (optaget i 2018)

Eskild Ebbesen, roer (2017)

Peter Gade, badmintonspiller (2016)

Lars Christiansen, håndboldspiller (2015)

Brian Laudrup, fodboldspiller (2014)

Camilla Martin, badmintonspiller (2013)

Camilla Andersen, håndboldspiller (2012)

Hans Nielsen, speedwaykører (2011)

Poul-Erik Høyer, badmintonspiller (2010)

Jesper Bank, sejlsportsudøver (2009)

Wilson Kipketer, atletikudøver (2008)

Peter Schmeichel, fodboldspiller (2008)

Michael Laudrup, fodboldspiller (2007)

Anja Andersen, håndboldspiller (2007)

Tom Bogs, bokser (2002)

Preben Elkjær, fodboldspiller (1999)

Morten Olsen, fodboldspiller (1998)

Morten Frost, badmintonspiller (1997)

Erik Gundersen, speedwaykører (1996)

Allan Simonsen, fodboldspiller (1995)

Leif Mortensen, cykelrytter (1994)

Niels Fredborg, cykelrytter (1993)

Gunnar ‘Nu’ Hansen, sportsjournalist (1993)

Ole Olsen, speedwaykører (1992)

Lene Køppen, badmintonspiller (1992)

Ole Ritter, cykelrytter (1992)

Erik Hansen, kajakroer (1992)

Erland Kops, badmintonspiller (1992)

Kurt Nielsen, tennisspiller (1992)

Paul Elvstrøm, sejlsportsmand (1992)

Lis Hartel, dressurrytter (1992)

Ragnhild Hveger, svømmer (1992)

Knud Lundberg, sportsjournalist, fodboldspiller mv. (1992)

Gl. Rye MTB er Årets Idrætsforening 2024

0

Danske Spil og DIF har kåret Årets Idrætsforening ved DR’s store sportsshow i Jyske Bank Boxen i Herning, og her var det Gl. Rye MTB, som løb med hæderen og de 100.000 kroner.

Der var rift om at vinde prisen ’Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening 2024’. Hele 1.520 indstillinger blev der indsendt. Hæderen gik i sidste ende til mountainbike-klubben Gl. Rye MTB fra Skanderborg Kommune.

Klubbens formand, Simon Christensen, fik ved DR’s store sportsshow i Jyske Bank Boxen et trofæ som et synligt bevis på, at foreningen vandt prisen og de 100.000 kroner.

”Jeg er megastolt over, at vores forening får sådan en anerkendelse efter så mange års indsats. Det er dejligt at få pengene, og vi har nogle gode idéer til, hvad vi skal bruge dem til, men det er anerkendelsen, som virkelig betyder noget. Som formand har jeg siddet med mange opgaver, og når man får sådan en pris, så bliver det understreget, at arbejdet nytter noget,” siger han og fortsætter.

”Det var en stor sejr for os at komme blandt de tre nominerede. Da jeg så læste beskrivelserne af de to andre nominerede foreninger, tænkte jeg ”shit, de er gode”. Det er begge foreninger, som jeg rigtig gerne ville have i mit lokalområde, og jeg er utrolig stolt over, at vi vinder i så flot et selskab.”

Ud over Gl. Rye MTB var Idrætsforeningen Fremad Nørhalne og Vandklubben Klintholm Havn af en jury blevet udvalgt som de tre nominerede til prisen.

Stor medlemsfremgang

I en tid, hvor det kan være svært at fastholde børn og unge på medlemslisterne i de danske idrætsforeninger, har mountainbikeklubben Gl. Rye MTB tilsyneladende knækket koden.

På få år er antallet af de yngste medlemmer i Gl. Rye MTB steget med 70 børn, så der i dag i alt er cirka 150 børne- og ungemedlemmer i klubben – det er flotte tal i en lille by som Gl. Rye med kun 1.600 indbyggere.

Foreningen har bygget et af Danmarks bedste MTB-spor, ”Danmarks Tag”, og så har den også engageret sig i andre idrætsaktiviteter. Den tilbyder således sine medlemmer aktiviteter som crossfit, street basket og skateboading i en indendørs aktivitetshal.

“Stort tillykke til Gl. Rye MTB med den velfortjente titel. Med deres indsats for at engagere og fastholde børn i sunde og sjove fællesskaber, med at bygge nye MTB-spor i lokalområdet og at udvikle klubben til også at omfatte de mange forskellige aktiviteter indendørs, er de et inspirerende eksempel på, hvordan frivillighed kan være med til at binde lokalsamfund sammen,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen, administrerende direktør i Danske Spil, og fortsætter:

“Også en stor tak til de øvrige indstillede fra hele landet, hvor ildsjæle hver dag lægger både tid og hjerte i at styrke fællesskabet, folkesundheden og lokalsamfundene.”

Fjerde vinder af prisen

Det er fjerde gang, at DIF sammen med Danske Spil uddeler prisen. DIF’s formand, Hans Natorp, sad med i juryen og var med til at udvælge de tre foreninger, der gik videre til en offentlig afstemning.

”Tillykke til Gl. Rye MTB med den flotte pris. Foreningen yder en fantastisk og inspirerende indsats til gavn for lokalsamfundet og dets indbyggere. Jeg vil også ønskede to øvrige finalister tillykke, og endelig vil jeg sende en stor tak til de utrolig mange danskere, der tog sig tid til at indstille en forening. Det fortæller mig, at danskerne sætter stor pris på deres idrætsforeninger,” siger Hans Natorp.

Læs mere om Gl. Rye MTB, de øvrige finalister og gå på opdagelse i samtlige 1.520 indstillinger her: https://www.dif.dk/arets-idraetsforening

Fakta om Gl. Rye MTB

  • Har på to år fordoblet medlemstallet fra 140 til 280 medlemmer
  • Har de seneste år suppleret MTB-aktiviteterne med en indendørs aktivitetshal med skaterramper, styrketræning, crossfit, street basket mm.
  • Har bygget et af Danmarks bedste MTB-spor, “Danmarks Tag”, og er medarrangør af MTB Trailcuppen

Juryen:

  • Nikolas Lyhne-Knudsen, administrerende direktør for Danske Spil A/S
  • Hans Natorp, formand for DIF
  • Rikke Nielsen, leder af Lykkeliga, et håndboldfællesskab for børn og unge med udviklings-handicap.

Formalia:

  • Danskerne indsendte 1.520 indstillinger af foreninger, der i 2024 havde gjort en helt særlig og ekstraordinær indsats
  • Af alle de indstillede foreninger udvalgte juryen tre, der gik videre til en offentlig afstemning
  • De tre bedst rangerede foreninger var inviteret med til Sport 2024-showet i Herning, hvor vinderen blev afsløret.

Tidligere vindere:

2023: Hammel Gymnastikforening

2022: Cykling Odense

2021: Tune IF

Gymnastikformand fra Ribe er Årets Frivillig

0

Niels Bojsen Kjær fra Ribe Gymnastik Forening har ved DIF og DR’s store tv-show SPORT 2024 vundet prisen ’Arbejdernes Landsbank og DIF’s Årets Frivillig’.

En loyal, idérig og hårdtarbejdende klubformand og gymnastiktræner.

Sådan kan Niels Bojsen Kjær fra Ribe Gymnastik Forening beskrives, og derfor er han vinder af den store frivillighedspris ’Arbejdernes Landsbank og DIF’s Årets Frivillig’.

Niels Bojsen Kjær, der lørdag den 4. januar modtog prisen på direkte tv under SPORT 2024anerkendes for sin ihærdige rolle som frivillig gennem mere end 30 år i Ribe Gymnastik Forening.

Som formand og ungdomstræner i den succesrige gymnastikforening går Niels Bojsen Kjær altid forrest og byder ind på opgaver lige fra det administrative til at undervise i børnegymnastik.

Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF, har siddet med i dommerkomitéen. Han udtaler:

”Vi er glade for med denne pris at sætte fokus på de mange tusinde frivillige i idrætsforeningerne, der i den grad er hverdagens helte. Niels Bojsen Kjær fra Ribe Gymnastik Forening er en af dem, og han skal have et kæmpe tillykke som velfortjent vinder af ’Arbejdernes Landsbank og DIF’s Årets Frivillig’.”

Om vinderen af ’Arbejdernes Landsbank og DIF’s Årets Frivillig’, siger Frank Mortensen, viceadministrerende direktør i Arbejdernes Landsbank:

”Det er så velfortjent, at Niels Bojsen Kjær vinder prisen. Han har i mere end 30 år gjort en kæmpe indsats som frivillig i Ribe Gymnastik Forening. Det er frivillige som Niels, der får hverdagen til at løbe rundt i foreningsdanmark, og derfor er vi i Arbejdernes Landbank meget stolte af at være medafsendere på denne vigtige pris.”

Med prisen følger 75.000 kroner, hvoraf 50.000 kroner går til Ribe Gymnastik Forening og 25.000 kroner til Niels Bojsen Kjær selv. De øvrige to finalenominerede Danny Lykkegaard fra Nordfyns Softball Klub og Anja Molin Christensen fra Aalborg Roller Derby vinder hver 10.000 kroner for deres store, frivillige indsats.

Hattrick-Axelsen vinder DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn for tredje gang

0

H.M. Kongen kunne til ’SPORT 2024’ offentliggøre, at Viktor Axelsen er Årets Sportsnavn 2024 efter OL-guld i Paris. Det er første gang i historien, at en atlet vinder prisen tre gange.

Han har vundet stort set alt, hvad der er værd at vinde, og i 2024 blev Viktor Axelsen historisk ved at vinde sin tredje OL-medalje på stribe, hvoraf de to seneste er af guld.

Viktor Axelsen står øverst på sejrsskamlen til OL i Paris 2024. Foto: Lars Møller.

OL-guldet fra Paris-legene 2024 er den primære årsag til, at Viktor Axelsen – på sin 31-års fødselsdag – kunne lade sig hylde på scenen i Jyske Bank Boxen som DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2024.

Til store klapsalver fra tusindvis af tilskuere i hallen og foran rullende DR-kameraer løftede H.M. Kongen sløret for, at badmintonspilleren fra Odense igen vandt titlen som Årets Sportsnavn. Det er tredje gang i karrieren, at Viktor Axelsen vinder titlen, hvilket er rekord, for det har ingen individuelle atleter præsteret tidligere (kvindelandsholdet i håndbold har også vundet prisen tre gange).

– Der findes nærmest ikke superlativer nok til at beskrive Viktor Axelsen som sportsmand. Han er en kæmpe vinder, og alt i hans liv handler om at optimere spillet på banen. Den dedikation har bragt ham langt – også i 2024 – hvor han til OL udspillede sine konkurrenter på vejen mod sin tredje OL-medalje på stribe. Udover at være den bedste på banen, så er Viktor Axelsen også en kæmpe rollemodel, der inspirerer voksne og børn både på og uden for stregerne. Stort tillykke til Viktor Axelsen, men også til herrelandsholdet i håndbold og til Anne-Marie Rindom for at være i finalen om at vinde sportens mest prestigefyldte pris, siger Hans Natorp, der er formand for DIF og med i dommerkomitéen til Årets Sportsnavn 2024.

 Også Team Danmarks formand, Lars Krarup, er fuld af rosende ord om Viktor Axelsens 2024:

– Viktor Axelsen er et enestående eksempel på, hvad målrettethed og dedikation kan føre til. At vinde OL-guld for anden gang i træk er en bedrift, der cementerer hans plads som en af verdens største badmintonspillere nogensinde. Trods modgang i form af skader i løbet af året formåede han at levere på allerhøjeste niveau til OL, og han er bare en stor inspiration og en kæmpe rollemodel for alle i dansk idræt. Stort tillykke med en historisk præstation, siger Lars Krarup.

Til OL i Paris sejrede den dengang 30-årige fynbo overlegent i alle kampe og tabte ikke et eneste sæt på vejen mod guldet. Finalen vandt han 21-11, 21-11 over den thailandske verdensmester Kunlavut Vitidsarn. Med denne magtpræstation skrev han sig ind i historien som den første danske badmintonspiller til at vinde OL-guld to gange – og den kun anden spiller i historien til at vinde OL-guld i herresingle to gange i træk.

Axelsen har trods skadesproblemer i løbet af 2024 – også kort før OL – vist flere flotte resultater i løbet af året med blandt andet store sejre i Malaysia og Hong Kong.

Titlen som DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn er ikke den første pris, som Viktor Axelsen vinder i år. I december stemte hans internationale badminton-kolleger ham ind som årets mandlige badmintonspiller i verden. 

Om Årets Sportsnavn

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. I 2024 udpegede DIF og Team Danmark først 15 nominerede og skar senere feltet ned til herrelandsholdet i håndbold, sejleren Anne-Marie Rindom og Viktor Axelsen, der alle nåede i finalen.

Det er dommerkomitéen (se nedenfor), som afgjorde, at Viktor Axelsen skulle vinde prisen som DIF og Team Danmark Årets Sportsnavn 2024. Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen. 

De 15 nominerede

Emma Lund, paracykling, PL-guld og PL-bronze, VM-guld og -sølv
Jonas Vingegaard, landevejscykling, samlet to’er i Tour de France, samlet vinder af Gran Camiño, Tirreno-Adriatico og Polen Rundt
Håndboldlandsholdet, kvinder, OL-bronze
Rasmus Højgaard, golf, vinder af World Tour Irish Open
Edi Hrnic, taekwondo, OL-bronze
Viktor Axelsen, badminton
Turpal Bisultanov, brydning
Julie Norman Leth og Amalie Dideriksen, banecykling
Alexander Hillhouse, parasvømning
Anne-Marie Rindom, sejlsport
Daniel Wagner, paraatletik
Niklas Larsen og Michael Mørkøv, banecykling
Håndboldlandsholdet, mænd
Emma Aastrand Jørgensen, kajak
Dressurholdet, ridning

Udvælgelseskriterier

Udvælgelse af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.

Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?

Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.

Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?

Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.

Dommerkomitéen 2024

H.M. Kongen
Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt
Sportens Hall of Fame, Michael Laudrup
Sportens Hall of Fame, Camilla Martin
DIF’s bestyrelsesformand, Hans Natorp
DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen
Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup
Team Danmarks administrerende direktør/CEO, Peter Fabrin

Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
2021: Viktor Axelsen, badminton
2022: Jonas Vingegaard, cykling
2023: Herrelandsholdet, håndbold

Alexander Hillhouse hædret med årets parasportspris

0

20-årige Alexander Hillhouse har sat endnu et markant aftryk på parasporten. Ved DR’s sportsgalla “Sport 2024” blev svømmeren hædret med årets parasportspris – en anerkendelse, der understreger hans enestående præstationer og betydning for parasporten. Prisen blev overrakt af kulturminister Jakob Engel-Schmidt og sidste års vinder, cykelrytteren Emma Lund. Med prisen følger en check på 100.000 kroner.

Et forbillede og verdensklasseatlet

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt lagde ikke skjul på sin begejstring for Alexander Hillhouse:

– Alexander Hillhouse er en fuldstændig fænomenal og fortjent vinder af årets parasportspris. Han er kun 20 år, men han rager op som et fyrtårn for parasporten i Danmark og for parasvømningen globalt. At han er verdensklasse, viste han til de Paralympiske Lege i Paris, hvor han vandt guld i 100 meter butterfly i S14-klassen og slog PL-rekord med tiden 54,61 sekunder. Alexander er også et formidabelt forbillede, der hver dag viser, hvad man kan opnå med hårdt arbejde, høje ambitioner og positivitet. Jeg er overbevist om, at vi i fremtiden vil nyde godt af ham – både som svømmer og som forbillede.

En katalysator for dansk parasvømning

Alexander Hillhouse er allerede en central figur i dansk parasport, og hans præstationer er en vigtig drivkraft i genopbygningen af parasvømningen i Danmark. Efter nogle resultatmæssigt svage år har Parasport Danmark sat fokus på udviklingen, og Hillhouses succes har vist, at Danmark fortsat kan markere sig på den internationale scene.

Parasportsprisens historie og betydning

Kulturministerens Parasportspris hylder hvert år personer eller organisationer, der gør en særlig indsats for dansk paraidræt og sportens udvikling. Siden prisen blev stiftet i 2010 under navnet “Kulturministerens Handicapidrætspris,” er den blevet tildelt en række fremtrædende profiler, heriblandt taekwondokæmperen Lisa Kjær Gjessing og JYSK-stifteren Lars Larsen.

Med årets pris føjer Alexander Hillhouse sig til en fornem række vindere og cementerer sin position som en inspirationskilde for både atleter og fans af parasporten.

Ung para-længdespringer vinder BESTSELLERs Olympiske Håb

0

For 16. gang har BESTSELLER tildelt prisen ‘BESTSELLERs Olympiske Håb’ til en talentfuld, spirende dansk atlet, der spås en stor fremtid inden for sin sport. I år er det den 23-årige para-længdespringer Emilie Aaen, som løber med titlen.

Som officiel OL-partner for Danmark uddeler BESTSELLER hvert år BESTSELLERs Olympiske Håb-prisen til en atlet, som har en lovende fremtid inden for sin sport.

Årets vinder er netop blevet kåret ved Danmarks årlige sports-awardshow, Sport 2024. I år er det Emilie Aaen, der er blevet udvalgt og bliver hædret som BESTSELLERs Olympiske Håb 2024.

– Det betyder meget at blive kåret som BESTSELLERs Olympiske Håb 2024. Det er et kæmpe skulderklap og motivationsboost. Nogle gange, når man glemmer at tro på sig selv og sine drømme, så er der andre, der gør det – og det er bare fantastisk, siger Emilie Aaen.

Emilie Aaen har taget Parasport Danmark med storm, efter at hun for kun tre og et halvt år siden fik amputeret sit ben som følge af en træningsulykke. Det holdt hende dog ikke tilbage – på blot halvandet år blev hun en del af det danske landshold i para-atletik og kvalificerede sig til de Paralympiske Lege i Paris 2024, hvor hun opnåede en imponerende 7. plads.

En ægte vinder

Prisen ‘BESTSELLERs Olympiske Håb’ uddeles som en del af det olympiske samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.

– I DIF er vi meget glade for, at BESTSELLER har valgt Emilie Aaen som vinder af prisen. For udover at være en ægte vinder med en kæmpe personlighed, så er Emilie en stor rollemodel, som viser os, hvordan man som menneske kan rejse sig og nå stjernerne, hvis man tror på det og kæmper for det. Emilies rejse i den paralympiske verden er netop begyndt. Vi ser en stor sportslig fremtid for hende. Stort og velfortjent tillykke til Emilie. Og også stort tillykke til Viktor Solmunde og Sebastian Rask Løkkegaard for nomineringerne, siger Søren Simonsen, der er chef de mission for det danske OL-hold.    

Medarbejdere med indflydelse

Det er BESTSELLERs danske medarbejdere, som har været med til at anerkende og belønne Emilie Aaen med prisen som ‘BESTSELLERs Olympiske Håb 2024’. Det er nemlig dem, der – sammen med en komité – har været med til at vælge vinderen af årets pris.

– Med Sebastian, Viktor og Emilie har vi haft et stærkt felt af ikke kun meget talentfulde kandidater, men også rigtig gode, unge mennesker, der er præget af solide og stærke værdier. Det har bestemt ikke været nemt at kåre en vinder i år. Emilie er kendetegnet ved at være en dygtig atlet med et stort talent, men hun er også en rollemodel, der inspirerer andre med sin styrke, dedikation og vilje til at overvinde udfordringer. Hendes positive indstilling, ydmyghed og værdier gør hende til en værdig vinder af BESTSELLERs Olympiske Håb, siger Anders Gam, Brand Director, JACK & JONES.

– I BESTSELLER er vi glade for og stolte over at følge og støtte unge mennesker, der går målrettet efter deres drømme. Det er hele fundamentet for BESTSELLERs Olympiske Håb, og vi ser meget frem til at følge alle tre kandidater i de kommende år, fortæller han videre.

Udover Emilie Aaen, var kajakroeren Sebastian Rask og skateren Viktor Solmunde nomineret til prisen.

Støtte til olympiske drømme

– Parasport er fantastisk og byder på så meget. Jeg er så taknemmelig for, at de tog imod mig og gav mig muligheden for at udfordre mig selv med sport igen. Jeg håber, at denne pris kan være med til at gøre parasport mere synlig for alle, siger Emilie Aaen, og fortsætter:

– Mit håb er, at jeg kan inspirere bare én person derude til at finde motivationen og troen på sig selv til at tage springet og starte til en sport. Atletik er fantastisk, og der er plads til alle.

Forud titlen som BESTSELLERs Olympiske Håb følger en pengepræmie på DKK 100.000 inklusiv et tøjsponsorat på DKK 25.000, som skal hjælpe årets håb på vejen mod at opfylde sine olympiske drømme.

– Verdensmesterskaberne finder sted til oktober, og forhåbentlig kommer der mange stævner undervejs, så jeg kan få den perfekte træning, jeg har brug for i forberedelse. Jeg er dybt taknemmelig for den økonomiske støtte. Med økonomien på plads kan jeg tage på træningslejre og til stævner rundt om i verden – og måske får jeg et nyt blade, siger Emilie Aaen.

BROEN Danmark vinder Idrættens Sociale Pris

0

Det er kun anden gang, at DIF og Grundfos Fonden uddeler Idrættens Sociale Pris – og den er netop gået til BROEN Danmark, der med sine knap 200 frivillige hjælper mere end 7.500 børn og unge hvert år

.Det er vigtigt at være en del af et fællesskab og kunne få lov at dyrke sine fritidsinteresser sammen med andre. Men børn og unge fra socialt udsatte familier har ikke altid de samme muligheder for at deltage. Det er udgangspunktet for dette års vinder af Idrættens Sociale Pris, der arbejder hårdt for at sikre alle børn og unge adgang til gode fællesskaber – blandt andet inden for idrætten.

BROEN Danmark hjælper på mange forskellige måder. De klarer for eksempel kontingenterne eller skaffer det nødvendige idrætsudstyr, så børnene kan blive en del af et positivt fællesskab, få succesoplevelser, en styrket tro på sig selv og mulighed for at spejle sig i voksne rollemodeller.

De har været i gang længe – de frivillige i BROEN Danmark. Foreningen blev stiftet tilbage i 2002 og har nu aktiviteter i mere end hver tredje danske kommune.

Det er denne imponerende og solide indsats, der er årsagen til, at de i dag kan kalde sig vindere af Idrættens Sociale Pris 2024.  

”Vi havde et stærkt felt af kandidater til prisen, men BROEN Danmark skiller sig ud med sin bredde og tyngde i indsatsen. Her er en forening, der virkelig er lykkedes med at hjælpe en stor gruppe børn og unge ind idrættens fællesskaber,” siger direktør Morten Mølholm Hansen fra DIF (Danmarks Idrætsforbund).

Han har sammen med fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden haft den afgørende stemme i forbindelse med udnævnelsen af dette års prisvinder.

”Vi ved, at deltagelse i stærke, positive fællesskaber er en væsentlig beskyttelsesfaktor mod mistrivsel, hvor børn og unge kan føle sig trygge og have gode venner. Det har derfor stor værdi, når BROEN Danmark baner vejen for, at børn og unge kan være med i idrætslivet og skaber muligheden for, at alle har en plads og kan bidrage i fællesskaber,” siger Kim Nøhr Skibsted.

Hyldet sammen med sportens stjerner

Repræsentanter fra BROEN Danmark har netop været på scenen til DR’s stortanlagte sportsgalla, SPORT 2024, for at modtage prisen. En scene, der ellers primært indtages af Danmarks sportstalenter. Med anerkendelsen følger også 75.000 kroner, som de kan bruge i det fortsatte arbejde med børn og unge.

BROEN Danmark er udvalgt som vinder gennem en omfattende proces. I sidste ende var de oppe mod to andre nominerede: Haderslev Fodboldklub, der arbejder med en imponerende række af trivselsskabende aktiviteter for udsatte grupper, og makkerparret Gert Jørgensen og Lars Bo Kaspersen fra BAT60+’s særlige indsats med bordtennis for ældre på plejehjem og aktivitetscentre i Københavns Kommune.

I udvælgelsen af kandidater til prisen har alle jurymedlemmer forholdt sig til en række opstillede kriterier. Man har blandt andet set på, om den sociale indsats har skabt opmærksomhed eller bedre forhold for minoriteter i idrættens verden, om den har medvirket til øget livskvalitet og trivsel hos en gruppe, og om den i særlig grad har styrket lokalsamfundet.

”BROEN Danmark lever op til alle kriterier og gør et enestående arbejde for at sikre børn og unge adgang til idrættens fællesskaber. Det er beundringsværdigt, og det er fantastisk at kunne fejre i dag under de helt særlige rammer, som SPORT 2024 skaber,” siger Morten Mølholm Hansen.

Og som man må forstå på sekretariatsleder Erik Haumann fra BROEN Danmark, så er dagens sejr først og fremmest en sejr for alle BROENs frivillige.

”Det er et kæmpe skulderklap til vores frivillige i vores 35 lokalforeninger, der gør en kæmpe forskel hver dag. Det er de frivillige, der gør indsatser som vores rigtig stærk,” udtalte han tidligere i forbindelse med den endelig nominering.

FAKTA

Idrættens Sociale Pris

Sociale indsatser på idrætsområdet gør en stor forskel for mange, der har det svært. Indsatserne er således med til at løfte et samfundsansvar, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden anerkender med Idrættens Sociale Pris.

Prisen uddeles for anden gang i år, og det er netop sket ved SPORT 2024 i Boxen i Herning – et gallaevent, der vises på DR1.   

Sne, regn og isslag truer

0

Efter en isnende nat, hvor temperaturerne flere steder nåede helt ned til 9,8 graders frost, står Danmark over for en dag med vintervejrets fulde arsenal. Dagen byder på perioder med sol, men også spredte sne- og sludbyger, der kan slå over i regn hen mod eftermiddagen. Vejene er glatte i store dele af landet, og DMI opfordrer til forsigtighed i trafikken. Hold dig opdateret om vejforholdene på trafikinfo.dk.

Søndag kan udvikle sig til en vejrgyser

Søndagen begynder fredeligt med stille vejr og tørre forhold. Men sent på eftermiddagen ændrer situationen sig dramatisk. En varmfront bevæger sig ind over Danmark fra sydvest og bringer sne eller tøsne med sig. Samtidig tiltager vinden til frisk vind til kuling fra øst og sydøst, og ved kysterne kan der opstå hård kuling.

Ud på aftenen eller i løbet af natten ventes nedbøren at slå over i regn, særligt i de sydlige dele af landet. I overgangsfasen kan der kortvarigt opstå isslag, som skaber spejlglatte veje. DMI advarer om, at dette kan føre til farlige situationer for trafikanterne.

Snestormsrisiko og varslinger

Sneprognoserne viser, at Nordjylland kan komme tæt på kriterierne for en snestorm søndag. For at udløse en snestorm kræves der mere end 10 cm sne på seks timer kombineret med vindhastigheder over 10 m/s i frostvejr, som kan føre til snefygning.

Foreløbigt ser det ud til, at Nordjylland vil opleve kraftigt snevejr, men ikke helt nå snestormsniveau. DMI overvåger situationen nøje og vil udsende varsler, hvis snemængderne i prognoserne stiger.

For beboere ved den sønderjyske Vadehavskyst kan mandagen blive udfordrende. Kombinationen af store regnmængder fra nytårsaften og en ny varmfront med nedbør og kraftige vinde kan skabe risiko for oversvømmelser. Hvis havvandstanden stiger, og sluserne lukkes for at beskytte mod havvand, kan vand fra åerne blive blokeret, hvilket kan føre til lokale oversvømmelser.

DMI understreger dog, at risikoen for oversvømmelser er mindre end ved tidligere episoder som den i februar 2020. Alligevel overvåges situationen nøje, og borgere opfordres til at holde sig opdateret gennem weekenden.

Forbered dig på udfordrende vintervejr

Med sne, regn, isslag og mulige oversvømmelser er der udsigt til en weekend med markante vejrudfordringer. Sørg for at være forberedt, kør forsigtigt, og følg med i DMI’s opdateringer, så du kan navigere sikkert gennem vintervejret.

Kilde. DMI

Eilersen afviser kritik af gratis buskørsel i Fredericia

0

Dansk Folkepartis gruppeformand i Fredericia Byråd, Susanne Eilersen, reagerer skarpt på kritikken fra Aabenraas borgmester, Jan Riber Jakobsen (C), omkring Fredericias beslutning om at indføre gratis buskørsel. Jan Riber Jakobsen, der også sidder i Sydtrafiks bestyrelse, stemte som den eneste imod godkendelsen af initiativet på et møde i december 2024. Han har kritiseret processen for ikke at have inddraget Sydtrafik tidligere.

Susanne Eilersen står fast på, at beslutningen er en lokal kommunal prioritering og afviser, at der er behov for yderligere inddragelse af eksterne parter i selve budgetprocessen:

– Jeg undrer mig over hans udtalelser. Vi er jo en kommune, der har ret til at fastlægge, hvordan vi ønsker at drive busdriften lokalt. Hvis der er sket en procedurefejl, må det jo afklares senere, men budgettet er en politisk beslutning, og den foregår i byrådet. Det er ikke nødvendigt at inddrage alle organisationer på forhånd, udtaler Eilersen.

En politisk retning uden unødvendige forsinkelser

Susanne Eilersen understreger, at processen omkring budgettet ikke altid giver plads til omfattende dialog med eksterne aktører før beslutninger træffes:

– Når man lægger et budget, handler det om at sætte en politisk retning. Efterfølgende kan man tage dialogen om, hvordan det konkret skal udformes. Vi har set andre kommuner, der også har indført gratis bybusser uden store problemer, så selvfølgelig kan vi også finde løsninger her i Fredericia, forklarer hun.

Kritik af bygrænsebegrænsning

En central del af Jan Riber Jakobsens kritik handler om, at bybusserne ikke bør køre uden for bygrænsen, når de er gratis. Til dette svarer Eilersen:

– Der vil altid være detaljer, der skal justeres, men det betyder ikke, at man ikke kan gå i gang. Vi har planlagt en opstart fra august netop for at få tid til at få alle formaliteter på plads. Dialogen er stadig i gang, og vi sikrer, at tingene bliver tilrettelagt korrekt, siger hun og tilføjer, at der i budgetfasen primært er fokus på retningen, ikke detaljerne.

Eilersen peger på, at beslutningen om at starte gratis busdrift i august 2025 netop giver mulighed for at løse eventuelle udfordringer i samarbejde med Sydtrafik.

– Det er vigtigt at huske, at vi ikke starter nu, men først til august. Der er stadig tid til at justere, men den politiske retning er lagt, og det står vi fast på, fastslår hun.

Susanne Eilersen fastholder, at Fredericia Byråd har handlet korrekt i processen og opfordrer til, at beslutningen om gratis buskørsel respekteres som en lokal prioritering.