ENERGI. Efter flere måneder med lavere priser og masser af solskin, måtte danskerne i juli igen betale mere for strømmen.

Det viser en ny månedsopgørelse fra landets største energiselskab, Andel Energi.

Gennemsnitsprisen på elektricitet steg således for første gang siden februar. I juli lå prisen på omkring 59,7 øre per kilowatt-time uden skatter, afgifter og tariffer. Det er dog fortsat en smule under det årlige gennemsnit, som for de første syv måneder af 2025 har ligget på cirka 60,1 øre.

Forklaringen på stigningen skal især findes i juli måneds ustabile vejr, forklarer Josefine Walter, der er kommerciel direktør hos Andel Energi.

»Danske elkunder har i løbet af foråret og den tidlige sommer været begunstiget af rigtig meget solskin. Høj produktion af solenergi presser generelt priserne ned. Desværre har juli budt på både mindre sol og mindre vind end de foregående måneder. Derfor ser vi en måned, der er relativ dyr i betragtning af årstiden,« siger hun.

Store udsving i prisen

Den dyreste dag i juli blev allerede registreret den 1. juli, hvor gennemsnitsprisen nåede op på hele 103,2 øre per kilowatt-time. Omvendt var den billigste dag den 29. juli, hvor prisen lå på kun 30,1 øre per kilowatt-time. Samlet set svingede prisen med over 3,50 kroner mellem den dyreste og billigste time i løbet af måneden.

De store svingninger gør, at danskerne fortsat holder et vågent øje med elprisen. Hos Andel Energi følger over 300.000 danskere aktivt med i prisudviklingen via selskabets app, der viser elpriserne time for time samt prognoser en uge frem i tiden.

»Danskerne har generelt vænnet sig til, at elpriserne svinger hen over døgnet. Og vi kan se, at mange Andel Energi-kunder er fleksible og flytter deres forbrug til de billige timer. Det er smart, for selvom elprisen nogle gange kan være meget høj, så er det typisk kun i meget få timer ad gangen. Derfor kan der være ret nemme penge at spare ved at tilpasse sit elforbrug,« siger Josefine Walter.

Så selv om prisen steg i juli, er danskerne altså blevet dygtige til at manøvrere i elmarkedets prisudsving. Og ifølge Andel Energi tyder alt på, at det fortsætter sådan.