Studerende skal både blive hurtigere færdige og arbejde ved siden af
LEDER. Der er forskel på, hvad en regering kalder en høj indkomst, og hvad folk oplever som en høj indkomst. I finanslovsudspillet er forældre med en samlet indkomst over 710.000 kroner gjort til højindkomstfamilier, og deres hjemmeboende børn mister SU'en. Det er 355.000 kroner om året pr. forælder, knap 30.000 kroner om måneden før skat, og det er en sygeplejerskes eller en faglærts løn. Grænsen er heller ikke fundet ved at spørge, hvornår en familie er velhavende. Den svarer til den indkomst, hvor tillægget til hjemmeboende SU allerede i dag ophører. Et administrativt knæk i en satstabel er blevet til en definition af rigdom, og når forældrene til knap 55 procent af modtagerne i 2025 ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets tal ligger over den, er begrebet blevet så rummeligt, at det næsten ikke skelner længere.
Det næste krav peger i modsat retning af det forrige. Med SU-reformen, der trådte i kraft 1. juli 2025, forsvandt det sjette SU-år, så hver måned på studiet er blevet dyrere, og de unge har fået alle grunde til at blive hurtigt færdige. Nu foreslås det, at dimittender i gennemsnit skal have arbejdet fire timer om ugen i 18 af uddannelsens sidste 24 måneder for at få dimittenddagpenge. Regeringen peger på, at flere kommer i arbejde, og at kontingentet til a-kassen bliver billigere. Men et studiejob koster tid, og tid er netop det, der er blevet knap. Staten beder de samme studerende om både at skynde sig og at tage et job, på uddannelser der er normeret som fuldtid, og i et land, hvor studiejobbene ikke ligger lige tæt på alle uddannelsesbyer.
Mønsteret er velkendt. Ydelser til unge er blandt de lettest justerbare poster på en finanslov, fordi gruppen er lille som vælgergruppe, fordi indgrebet pr. person er til at bære, og fordi regningen først rammer, når den enkelte allerede er på vej videre i livet. Det er ikke en ny tendens, og den knytter sig ikke til ét parti. Hvert indgreb forsvares for sig med målretning og tilskyndelse til arbejde, og summen bliver sjældent regnet sammen, fordi den ikke står i nogen enkelt finanslov. Men det er summen, de unge tager med sig. Et rigere samfund kan sagtens vælge at gøre det dyrere at være ung. Det kræver bare, at det sker som et valg og ikke som en række afrundinger.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
